Brød- og Mad Festival på Skærtoft Mølle

posted in: Arrangementer | 0

”Grænseoverskridende sønderjysk madkultur version 2010” er temaet for den store brød- og madfestival, som fejres på Skærtoft Mølle til efteråret. Mangfoldighed er kodeordet for festivalen, som har deltagere og udstillere fra både Danmark, England og Tyskland.

Det bliver tre store telte, Skærtoft Staldkøkken og ”E Bachhus”, som danner de fysiske rammer for festivalen:

  • Markedstelt med salg af alt godt til maven fra økologiens verden
  • Cafételt med dansk-tysk kokkelandskamp i showkøkkenet om lørdagen, og sønderjysk kaffebord om søndagen.
  • Infotelt med fortidens husflid, fremtidens bæredygtighed, sund mad med særlig fokus på fuldkorn, økologi og slow food!
  • Staldkøkkenet og ”E Bachhus”: bagning i træfyrede stenovne
  • Udendørsaktiviteter med opvisninger af får, hunde og heste, pandekagebagning over bål, spidstegning og røgning af både fisk og ost.

Det hele kan opleves i dagene fra den 3. til den 5. september på Skærtoft Mølle, som ligger på østkysten af Als mellem landsbyerne Østerholm og Helved.

Den 3. september: Masterclass for inviterede professionelle bagere og kokke. Den 4. og 5. september: Åbent hus for alle interesserede.

Masterclass med engelsk mesterbager
Festivalens udenlandske topnavn er mesterbageren Andrew Whitley, manden bag ”The Real Bread Campaign” – en landsdækkende engelsk kampagne, som kræver ”det gode brød” tilbage til de engelske måltider.
Andrew Whitley holder en masterclass for professionelle på festivalens første dag. Hans speciale er surdej og bagning i træfyret stenovn – en disciplin han får rig lejlighed til at demonstrere i det gamle bagehus på Skærtoft.
Andrew Whitleys masterclass er for inviterede kokke, bagere og andre madspecialister. I weekenden den 4. og 5. september, hvor der er ”åbent hus” for alle interesserede, er Andrew Whitley én af mange professionelle, som vil bage for festivalens gæster.

Det sønderjyske kaffebord
Den engelske mesterbager er nemlig ikke alene om at stå for brødbagningen på festivalen. Et hold bagerelever fra EUC Syd’s afdeling i Tønder får også fingrene i brøddejen – både i samarbejde med Andrew Whitley og med andre professionelle bagere tilknyttet Skærtoft Mølle. Til gengæld kommer de unge bagerelever selv til at stå for det, der bliver festivalens store kulinariske punktum: det sønderjyske kaffebord. Her vil de byde ind med folkekære klassikere som ”brødtærte”, men også med moderne variationer over det velkendte sønderjyske kage-tema.

Kokkelandskamp med stjernedrys
Kokkeelever fra EUC-Syd i Åbenrå deltager også i festivalen sammen med unge kollegaer fra Hannah Arendt Schule i Flensborg. Det sker i en ”kokkelandskamp”, hvis vilkår er tilrettelagt af Jens Peter Kolbeck, en af Sønderjyllands – og Danmarks – mest betydningsfulde kokke: tidligere ansat hos Dronning Margrethe og den første dansker, der fik medalje med hjem fra kokke-VM i Frankrig. Konkurrencen tager udgangspunkt i den traditionelle sønderjyske madkultur, som den har udfoldet sig på begge sider af grænsen, men kravet er, at kokkeeleverne serverer de gamle klassikere i en version, som appellerer til den måde, vi spiser på i 2010.
Dommerne i landskampen mellem de kommende stjernekokke fra Åbenrå og Flensborg er den tyske redaktør og kogebogsforfatter Michael Stitz, kokken Mikkel Maarbjerg, som på to københavnske restauranter, Kommandanten og Ensemble, begge steder har haft to af de eftertragtede stjerner i Guide Michelin, samt den sønderjysk fødte kok Thorsten Schmidt, som sammen med sin kone, Rikke Malling, ejer den succesrige restaurant Malling & Schmidt i Århus.

Møllens Marked
Festivalens store telt, Møllens Marked, præsenterer en lang række af de bedste økologiske fødevareproducenter fra både nord og syd for grænsen. Øl og mælk, kylling, gris og lam, blåbær, grøntsager og chokolade, syltetøj, is, kaffe og vin er blot nogle af de produkter, som festivalgæsterne både kan smage på stedet og købe med hjem. Og så brød, naturligvis, hele festivalens omdrejningspunkt.

Brød- og Madfestivalen på Skærtoft Mølle åbnes officielt lørdag den 4. september af Sønderborgs borgmester, Aase Nyegaard.

Leave a Reply