Fødevareministeriet inviterer til GMO-konference (og nogle argumenter)

posted in: Arrangementer, Debat | 0
Billede lånt fra greenpeace
Billede lånt fra greenpeace

Den 18. september afholder Fødevareministeriet i samarbejde med Dansk Industri en konference om GMO. Blandt talerne er Mette Boye, Forbrugerrådet, Christian Friis Bach, Folkekirkens Nødhjælp, Jesper Lassen, CeBRA, Lars Frederiksen, Chr. Hansen A/S og Preben Bach Holm, Jordbrugsvidenskabeligt Fakultet, Århus Universitet.

Mødet er ministeriets officielle indgang til den debat, der blev varslet i sommers, og som bl.a. er kommenteret af Per Kølster (Se Kølster: Kjer Hansen forført af genlobby). Debatten om GMO er meget vigtig. Herhjemme har den hidtil mest handlet om frygt – er de genmodificerede organismer nu også sikre for miljøet og vores sundhed, eller gemmer der sig katastrofer i form af uønskede egenskaber, der spreder sig til naturen og allergifremkaldende proteiner i planterne.

Den virkelige GMO-debatt handler imidlertid slet ikke om sikkerhed og kun på overfladen om bedre miljø eller om at mætte sultne munde i Afrika – kradser man lidt dybere, handler debatten i realiteten om at opnå kontrol med hele verdens fødevareforsyning. Derfor er der rig mulighed for at stille en masse andre spørgsmål end de forudsigelige (og lidt trivielle) om sikkerhed til GMO-fortalerne.

Fortalerne for GMO hævder, at teknologien er i stand til at mætte de sultende i de fattigste egne af jorden og forbedre miljøet – og i nyhederne hører man jævnligt om planter, der skal kunne overleve voldsomme saltkoncentrationer, oversvømmelser og tørke, og dermed være egnet til at modstå de kommende klimaforandringer.

Men der er endog meget voldsom tvivl om hvorvidt disse påstande er sande. Det viser sig nemlig at være ganske kompliceret at ændre så radikalt på planternes stofskifte – og så snart, de kommer uden for laboratoriet, hvor temperatur og luftfugtighed er nøje reguleret til et uberegneligt klima og uberegnelige jordbundsforhold, går det galt.

Ud over en papaya, der er resistent over for ringvirus, er der hidtil kun to typer GM-afgrøder på markedet: Afgrøder, der er modstandsdygtige over for ukrudtsmidler, der indeholder aktivstoffet glyphosat og afgrøder, som danner et giftstof i blade og stængler, og derfor er modstandsdygtige over for insektangreb (Bt-afgrøder). Af disse afgrøder er det kun Bt-afgrøderne, der giver forøget udbytte – og kun i tilfælde af meget voldsomme insektangreb.

Hvor meget miljøet forbedres er også tvivlsomt: Tal fra det amerikanske landbrugsministeriums databaser viser, at det totale forbrug af både kunstgødning og ukrudtsmidler har været nogenlunde konstant på de mest almindelige genmodificerede afgrøder (glyphosat-resistent soja og majs) – til gengæld er forbruget af glyphosat-holdige ukrudtsmidler steget med det tidobbelte på sojamarkerne og det ottedobbelte på majsmarkerne i den periode, afgrøderne har været på markedet.

Det er den uafhængige, amerikanske organisation Union of Concerned Scientists, der har undersøgt udbyttet fra GM-afgrøderne, og som konkluderer, at årsagen til at det globale areal med GM-afgrøder er vokset fra 0 til mere end 100.000.000 hektar i de 13 år, der er gået siden GM-sojaen blev lanceret, er noget helt andet: Nemlig tilgængeligheden og adgangen til relativt problemfrit at kunne sprøjte markerne med glyphosat-holdige ukrudtsmidler – som fx RoundUp.

Men det betyder reelt, at bønder, der dyrker genmodificerede afgrøder, er stavnsbundet til en tredive år gammel teknologi – og at forskningen i nye og måske mere skånsomme teknologier til ukrudtshåndtering er gået i stå: Siden 1986 er der kun kommet et (1) nyt ukrudtsmiddel på markedet. Og selv om RoundUp er mere skånsomt end mange andre ukrudtsmidler (som fx det totalt forbudte atrazin), er det måske ikke helt problemfrit: Scientific American skrev i juli, at et af fyldstofferne i RoundUp, ethoxyleret tallowamin, kan give fosterskader, selv ved koncentrationer, der er lavere end den, der anvendes på markerne.

I Slow Food-sammenhænge er der en helt tredje ting, der er på spil: Nemlig diversiteten i vores afgrøder og vores mad – og ikke mindst fødevaresuveræniteten, retten til selv at bestemme, hvilke afgrøder man vil dyrke, og hvad man vil spise. Med undtagelse af papayaen, er alle de kommercielle GM-afgrøder, afgrøder der egner sig bedst til foder eller forarbejdning til stærkt processerede fødevarer.

På danske marker er der meget få GM-afgrøder, der har aktualitet. Jeg kan i skrivende stund umiddelbart kun komme i tanker om tre: Nemlig majs, raps og sukkerroer (idet jeg går ud fra at bomuld, ris og papaya i vort nuværende klima ikke har nogen væsentlig udbredelse). Den danske majs anvendes fortrinsvis til ensilage, rapsen til biodiesel – og i det omfang, disse afgrøder bliver anvendt til fødevarer, vil det måske være nok så relevant at spørge om vi i vores del af verden i realiteten har brug for mere billigt fedt og sukker.

Et af argumenterne for GMO er at teknologien skal kunne redde de sultende i verdens fattige egne – og her er det især landene syd for Sahara, der har interesse. Afrikanerne fik som bekendt ingen glæde af den grønne revolution i halvtredserne og tresserne – de fik til gengæld ulandsbistand, på den betingelse, at de åbnede deres egne varer for fødevarer fra vores del af verden.

Dermed blev de afrikanske landes egne landbrug udkonkurreret af billige afgrøder fra USA og Europa – og der blev ikke foretaget investeringer i infrastrutur eller uddannelse af landenes bønder. Et godt eksempel er Ghana, som i 1970’erne var selvforsynende med ris, men som i dag (2002) må importere 60 % af landets samlede forbrug. Risen importeres fortrinsvis fra USA – hvor risbønderne i øvrigt er statsstøttede.

Med disse dårlige erfaringer – og erfaringerne fra den oprindelige, grønne revolution, hvor man i nutidens Indien og Bangladesh ser udpinte jorder, udvaskning af salte (fx arsen-salte) til grundvandet og voldsomt gældstyngede landbrugere, der begår masseselvmord – er der selvfølgelig ikke noget at sige til at de afrikanske lande er mistænksomme over for vores teknologiske fix. De afrikanske lande har strukturelle, økonomiske problemer, der ikke kan løses om så man tæppebomber kontinentet med RoundUp.

Det betyder selvfølgelig ikke at GMO ikke har sin berettigelse: Den insulin, sukkersyge er afhængige af, kommer fra genmodificerede gærsvampe, antibiotika kommer fra genmodificerede aspergillus-svampe – ligesom i øvrigt også de enzymer, de fleste kommercielle bryggerier anvender sig af. GMO er godt – så længe, det foregår i encellede organismer og under kontrollerede forhold – men har i sin nuværende form ikke noget at gøre på vores marker.

Links
Fødevareministeriets GMO-konference
Rapporten »Failure to Yield« fra Union of Concerned Scientists
»Investing in Agriculture«, rapport fra Deutsche Banks klimapanel

Leave a Reply