Generalforsamling, Madens Folkemøde, Nordisk møde

posted in: Aktuelt, Nyheder | 0

Kære venner og medlemmer af Slow Food København

 

Det er et stykke tid siden, I sidst har fået en opdatering fra os, hvilket bl.a. skyldes, at vores hjemmeside har været nede.

Men nu sker der noget igen. I dag får i denne opdatering fra mig, siden følger en opdatering om de kommende arrangementer i København:

  • Fra den 28. februar til den 2. marts mødes Slow Food folk fra hele Norden i Ulvik i Norge for at diskutere fremtiden for det nordiske samarbejde, der kulminerede sidste år i Terra Madre Nordic i København. Initiativet til at mødes og få snakket fremtid og struktur kommer fra undertegnede, fordi vi i Slow Food Kbh synes, at det er godt og vigtigt at møde og arbejde med vores venner i Norden, der deler mange af de samme tanker og at det er en dimension, vi gerne vil udvikle i fællesskab.
  • Den 3. april afholder vi generalforsamling i Slow Food København. Det kommer til at foregå på Hotel- og Restaurantskolen, Vigerslev Allé 18, 2500 Valby fra kl. 16.30, hvor direktør på HRS og ven af Slow Food Anne-Birgitte Agger (Gigger) først fortæller om de nødvendige forandringer, skolen står overfor og vi får en rundvisning før foreningens generalforsamling. Vi runder af med spisning som vi plejer. Mere information følger.
  • Slow Food Kbh er med til at holde Madens Folkemøde den 10.-11. maj: over de to dage fyldes Engestofte Gods på Lolland med madfolk til debat, smagninger, madmarked, mad og drikke og meget mere. Slow Food Kbh har vores egen scene som vi fylder med program fra fredag formiddag til lørdag aften, desuden kommer der til at være en del af markedet, der er dedikeret til producenter, vi mener afspejler Slow Food´s værdier. Læs mere her.

 

Det var alt for nu, mere info om kommende arrangementer følger meget snart.

 

Johan Dal

Formand Slow Food Kbh