Kom med til ostefestival 10. november i Torvehallerne!

posted in: Nyheder | 0

Som man kan læse andetsteds afholder Slow Food Kbh i år ikke en ostefestival. I stedet samarbejder vi med Ost & Ko og Mejeriforeningen som arrangerer ostefestivalen “Cheese Copenhagen 2018”.

Slow Food Kbh bidrager med en række spændstige programpunkter på scenen. Kom og lyt til madhistoriker Asmus Gamdrups spændende foredrag om dansk ostehistorie. Lyt, lær og smag når mejeritekniker Arne Fokdal giver inspiration til, hvordan du kan lave ost hjemme.

Med Slow Food Kbhs egne “ostehoveder” Emilie og Marie kan du lære at lave spontanfermenteret mælkekultur og kefirkultur. Tidligere på eftermiddagen kan du lære at sætte ord på og smage nogle af de nyeste danske håndværksoste med Jannie. Måske løfter vi også sløret for vores spændende arbejde med at samle de danske håndværksmejerister?

Der er program fra kl 10-18.30. Her en oversigt over Slow Food Kbhs bidrag til ostefestivalen:

kl 13.30-14.15 Danmarks Ostehistorie m. Asmus Gamdrup

kl 14.30-15.15 Lær at sætte ord på de nyeste danske håndværksoste m. Jannie Vestergaard. Pris 75 kr. – køb billet her

kl 16.30-17.15 Hjemmeosteri m. Arne Fokdal

kl 17.30-18.00 Mælkefermentering m. Emilie Daugbjerg Christensen og Marie Linea Østergaard

Du kan også møde andre af Slow Food Kbhs medlemmer og få en god snak om god, ren og retfærdig mad!

Du behøver ikke at indløse entrebillet for adgang til ostescenen, men hvorfor ikke hanke op i en god ven og tag turen ind til Torvehallerne lørdag d. 10. november?! Der er masser af spændende mejerier til stede. Læs meget mere på Ost & Kos hjemmeside