Nyhedsbrev: Ny bestyrelse, sommerudflugt og Terra Madre Nordic 2018 mm.

posted in: Nyheder | 0

Kære medlemmer og venner af Slow Food København-Nordsjælland

 

Det er efterhånden længe siden sidste nyhedsbrev, og der er sket en masse vores forening i mellemtiden, som jeg gerne vil fortælle om.

 

Generalforsamling & ny bestyrelse

Først og fremmest blev er til generalforsamlingen i april valgt en (delvist) ny bestyrelse, da Cornelia Kaas og Martin Marko valgte at gå ud af bestyrelsen – de er savnet og skal have en stor tak for deres gode arbejde og bidrag.

Til gengæld kunne vi på generalforsamlingen, der blev holdt i Copenhagen Food-Space med kanelsnegle og dejlig mad fra Edible, vælge en række nye medlemmer (og suppleanter) ind, bl.a. initiativtagerne bag Slow Food Youth Cph, Emilie Daugbjerg Christensen og Marie-Linea Østergaard, desuden kom Kim Mühlhahn og Torsten B. Jakobsen, der begge har fulgt og støttet foreningen i mange år med,  mens der var genvalg til Carsten Lunding, foruden Mathilde Vilsen, der nyligt er kommet hjem med en bacheloruddannelse fra University of Gastronomic Science i Pollenzo.

Udover dem består bestyrelsen nu af Mogens Bisgaard, Jannie Vestergaard, Nicoline Lund (kasserer) og undertegnede.

 

Salone del Buco, Butcher´s Manifesto & Friis-Holm/Kukkula

Restauranten Il Buco på Islands Brygge, der bl.a. importerer en række Slow Food Præsidie produkter, afholdt i starten af maj et smagearrangement ved navn Salone del Buco, hvor man kunne smage vine fra de små, uafhængige bønder, Il Buco importerer fra. Vi var også til stede med en bod, snakkede om Smagens Ark og solgte medlemskaber.

Den nye bestyrelses første egne arrangement var et besøg med smagsprøver og god stemning hos Michael Museth i Folkets Madhus til en snak om det internationale slagter netværk Butcher´s Manifesto, der arbejder på at fremme slagterhåndværket og kvalitets-kød-produkter. Det blev en spændende aften med en masse gode diskussioner om fødevaresystemet og synergier mellem vores foreninger.

Den 1. juli tager vi på sommerudflugt til Hvalsø, hvor vi besøger Friis-Holm Chokolade, hvor Mikkel Friis-Holm laver noget af verdens bedste chokolade, som vi hører om og smager på. Efter besøget (ca. kl. 14), vil vi køre videre til gården Kukkula, hvor vi spiser lækker, rustik mad over bål og ser produktionen og ønsker hinanden god sommer, læs mere her og køb billet (OBS: begrænset deltagerantal): http://www.slowfoodcopenhagen.dk/slow-food-sommerudflugt/

 

Slow Food i Danmark

Over de sidste par måneder er der blevet arbejdet på, hvordan vi kan udbrede Slow Food mere i Danmark og hvordan vi kan skabe mere opmærksomhed omkring vores sager. Det er der nu kommet en konkret arbejdsgruppe ud af, der består af convivie-formændene Rie Boberg (Odsherred) og Hardy Jensen (Aalborg-Aarhus), Katrine Klinken som medlem af International Council for de nordiske lande, Caroline Gram, der er i praktik i Slow Food, Rasmus Holmgård som frivillig og undertegnede som formand i København.

Vi vil nu i fællesskab arbejde på at løse nogle af de praktiske problemer, der har været for de lokale grupper og arbejde hen imod en mere stabil landsdækkende struktur, som alle der er interesserede vil høre meget mere om snarest.

 

Terra Madre Nordic 2018

Den største nyhed i disse seneste måneder er nok, at vi på baggrund af en ansøgning til Nordisk Ministerråd har fået bevilget penge til at afholde et nordisk Terra Madre i København til April 2018. Omkring 40 partnerorganisationer, herunder en række Slow Food grupper fra alle de nordiske lande, vil stå klar til at skabe en markedsplads, diskussioner og oplæg, smagninger og meget mere.

Slow Food København-Nordsjælland er afsender og kommer til at være vært for arrangementet i vores by, hvilket vi glæder os meget til. Det er et skridt på vejen til et større nordisk Slow Food samarbejde, der forhåbentlig også fører til en fælles nordisk repræsentation  til Terra Madre i Torino til efteråret 2018.

 

Slow Food Kongres 2018 i Kina

Cirka hvert fjerde år afholdes Slow Foods store internationale kongres, hvor strategier og målsætninger vedtages og hvor organisationens øverste ledelse bliver valgt. I år foregår kongressen i Chengdu i Kina, fra den 29.09. til den 01.10.

Katrine Klinken, der er repræsentant for de nordiske lande i International Council og undertegnede er udpeget som delegerede for Danmark, men hvis man skulle have interesse i at deltage, står det frit for at komme med som observatør mod et bidrag til organiseringen. Hvis det kunne have interesse, må man gerne kontakte mig snarest for detaljer.

 

Cheese & Cheese

Til september (14.-18.9.) afholdes den store ostefestival Slow Cheese i Bra, Italien, med deltagere (og oste!) fra hele verden. Den 4.11. gentager vi sidste års succes i København, når vi slår dørene op til Slow Cheese Copenhagen 2017. Det glæder vi os til!

 

Hvis der er nogen, der vil høre mere om alle de mange ting, vi går og laver eller har spørgsmål, står jeg til rådighed: johank.dal@gmail.com

 

 

Bedste hilsner,

 

Johan Dal

(formand Slow Food Købehavn-Nordsjælland)