TEDx-debat: Changing the way we eat

posted in: Arrangementer | 0
16. februar 2013
00:30to23:30

Lørdag den 16. februar fra 15.30-23.30 danner Aalborg Universitet København i Sydhavnen rammen om et debatmøde og sammenskudsgilde med overskriften ”Changing the way we eat”. Mødet er arrangeret af Københavns Fødevarefællesskab, Slow Food København Nordsjælland og uddannelsen Integrated Food Studies på Aalborg Universitet.

Debatmødet afholdes samtidig med TEDx’s arrangement med samme overskrift i i New York. Det er talerne fra dette arrangement, der er udgangspunkt for debatten i København.

Baggrunden for mødet er en fælles, folkeligt forankret interesse for de fødevarer, vi spiser, en interesse, der spænder over smag, oprindelse, miljøpåvirkning og den måde, fødevarerne bliver produceret. Arrangørerne af debatmødet har det til fælles, at de kombinerer interessen med aktiv stillingtagen og konkrete handlinger.

Slow Food-bevægelsen, der blev grundlagt i 1989 i Italien, har i dag udviklet sig til en international bevægelse der arbejder for bedre fødevarekvalitet, bæredygtighed og retfærdig fødevareproduktion. Det sker blandt andet ved at støtte oprettelsen af haver i Afrika og gennem verdens eneste gastronomiske universitet, University of Gastronomical Sciences.

Københavns Fødevarefællesskab køber økologiske og biodynamiske råvarer direkte fra lokale producenter. Dermed bliver der skabt nye afsætningskanaler og dialogformer mellem producenter og konsumenter – og flere landbrug bliver motiveret for at lægge om til en mere bæredygtig produktion. KBHFF har i løbet af fire år fået mere end 5.000 medlemmer og har inspireret til lokale fødevarefællesskaber flere steder i landet.

Samtidig er flere institutioner begyndt at forske i nye måder at producere, distribuere og forbruge fødevarer. Ålborg Universitet udbyder således en kandidatuddannelse, der har fokus på nationale og globale udfordringer på fødevareområdet, og blandt andet arbejder med fødevarenetværk og offentlige fødevaresystemer.

TEDx-arrangementet i New York City samler nogle af de mest fremtrædende forfattere, landmænd, øko-pionerer, virksomheder, forskere, konsulenter og kokke. Arrangementet på AAU København bliver et tilsvarende mødested for folk med interessse for nogle af de nyeste udviklinger inden for bæredygtig fødevaresystemer.

Det er gratis at deltage i arrangementet – men pladsen er begrænset, så tilmelding skal ske via denne webformular. For at deltage i mødet skal du også medbringe en ret til sammenskudsgildet – cirka hvad der svarer til 3-4 personer. Der er meget begrænsede muligheder for opvarmning, så maden skal være færdiglavet og kunne spises som den er. Til gengæld har du fuldkommen frit slag inden for forret, hovedret og dessert – vi ser, hvad der kommer ud af kaosset!